2000-2010

I årtiets to første år var jeg gæstelærer på Medie Højskolen, linien for grafisk kommunikation og afholdt to forelæsninger på Det Kgl. Danske Kunstakademi, ”Lyd-Kunst-Lydkunst” og ”Incredibly Strange Music & Other Music” samt blev jeg portrætteret i tv udsendelsen Kunst I Øjet. 2002 fulgte en udstilling m. Christian Skeel hos Galleri Tom Christoffersen ”Side By Side” af fotobaserede arbejder fra serien ”Selvoptagelser” som påbegyndtes i 1989, sideløbende m maleriet.

Endnu en forelæsning på Kgl Danske Kunstakademi, ”Fascination og Fascinationsbilleder” og en af mange artikler til Magasinet Kunst, denne om pladecover kunst ”P/S I Love You” (p/s står for picture sleeve). Året efter, sideløbende med undervisning i billedkunst på Kunsthøjskolen Thorstedlund skrev jeg et essay om Serge Gainsbourg, ”Deux Minutes Vingt-trois Secondes”, til bogen Den Lette Musik udgivet på Big City Books. Artikel om fotografi til Magasinet Kunst.

Et projekt jeg havde arbejdet på siden 1999, baseret på en teori om kulturens kunstneriske formuleringer og mediers cross-fertilization blev realiseret under navnet KLC (Keep Life Complicated) i 2004 i samarbejde med mediebureauet NXT, initierende kunst og kommunikation på gadeplan med de første plakatkampagner.

Forudsætningen for disse kampagners berettigelse og eksistens var udbredelse gennem konstant at koble nyhedsmedier i enhver form på projekterne, og det lykkedes til fulde gennem 3 års arbejde på gadeplan internationalt. Mellem kampagner i europæiske storbyer samt New York afholdtes udstillinger på dels Design Museum Danmark (Danish Depression) og Martin Asbaek Projects (What Became Of The Nightingale?).

Under udstillingen ”Danish Depression” gennemførtes en anti-krigs plakatkampagne i Baghdads gader, hvor 1000 plakater blev opsat med hjælp fra civilbefolkningen, begivenheden blev dækket af Al-Jazeera, CNN, BBC og Reuters det var i 2005, hvor også en kampagne mod præsident Mugabe blev gennemført i Zimbabwe i form af fire annoncekampagner i landets to største aviser. ”What Became Of The Nightingale” var en kommunikationsudstilling med mellemøsten under Muhammed krisen i 2006, baseret på 18 overdimensionerede postkort (140x180cm) visende fotografier i stærk forvitring fra mine rejser i mellemøsten og nordafrika tilføjet budskaber på arabisk – udstillingen blev filmet og nyhedsdækket af Al-Jazeera samt BBC. Udstillingen blev tillige vist i Damaskus. Derefter opløste jeg KLC og stoppede samarbejde med NXT.

Samme år udfærdigede jeg en udsmykning til Dansk Landbrugsråd, samt deltog med to plakater på 20th International Posterbiennale i Warszawa, disse blev erhvervet af Musée Des Arts Decoratifs, Paris.

I 2008 fuldførtes et videoprojekt ”Blend The World” i samarbejde med unge kunstnere fra Iran, Iraq, Gaza, Pakistan og Myanmar for We Love People, en forkortet version kan ses på Youtube,

samtidigt begyndte jeg at kuratere udstillinger for B&K Projects og skrev flere artikler til Magasinet Kunst, bl.a. om den canadiske kunstner Jeannie Thib. Endvidere i 2009 gennemførte jeg et projekt i samarbejde med Søren Ulrik Thomsen, TS Høeg og Dansk Fløde ”In The Belly Of Time” på We Love Asbaek”, deltog i udstillingen ”Gadens Køtere”. I 2010 kuraterede jeg samtlige udstilinger på B&K Projects og deltog selv i ”2900 Anything”.